Udskriv

Honey Shrimp

Skrevet af Jan Damslev d. .

Honey Shrimp
Honey Shrimp
Lad mig sige det med det samme... Det er nok ikke denne flue du, skal starte med som fluebinder. Det sværeste ved fluen er at få benene til at side ”perfekt”, men hjælpen er her!

At fluen sikkert fanger lige så mange fisk, selv om benene ikke sider perfekt, er en helt anden historie. Meningen med Honey Shrimp er, at fluen fisker med krogspidsen opad. Når en reje svømmer igennem vandet laver den nogle stop, hvor den spreder benene ud til siderne hvorefter den ”svæver” mod bunden. Det er netop det, man prøver at efterligne med Honey Shrimp – og havørrederne ELSKER det!

Ophavsmanden til Honey Shrimp er Henrik Agerskov – en fantastisk fluebinder!

Rigtig god fornøjelse...

Knæk & bind
Jan Damslev
---

Materialer:

  • Krog: Kamasan B830 str. 6 (Trout Classic Lure Long)
  • Krop: Tan dubbing eller mohairgarn
  • Følehorn og ”underside”: Unique Flyhair eller PE Hair.
  • Antenner: 4 hår fra isbjørn
  • Ben: Oracle Flexi Leg
  • Øjne: Brændt 0.50 monofil line
  • Rib: Monofil line 0.15 – 0.25

Billederne i bunden følger punkterne i bindevejledningen...

1.
Fold belastningstråden, så der er 3 lag som snørres rundt. Længden af belastningen skal fylde 2/3 af krogskaftens længde. Bind belastningen på oversiden af krogen, startene ved krogbøjningen. Det er vigtigt at belastningen sider lige på krogen, ellers er det svært at få benene til at sidde pænt efterfølgende.

2.
Start med dubbingen 1/3 nede af bøjningen. Start med et tyndt lag, som bliver tykkere (ca. 4 mm i tykkelsen), og stop lige før krogbøjningen starter.

3.
Øjnene bindes på så de stikker skråt nedad i en vinkel så der ca. er 5-8 mm mellem øjnene. Øjnene skal stikke en anelse lægere ud end krogbøjningen. Det overskydende klippes af.

4.
Fortsæt med dubbingen indtil den er ca. ud for krogspidsen (stadig ca. 4 mm i tykkelsen)

5a.
Benene – VIGTIGT! VIGTIGT!
Inden benene bindes på, skal de først laves. Det svære ved at binde Honey Shrimp er at få benene til at side pænt (alle ben stritter ens op i luften, med ens afstand, og er ens på begge sider af fluen). Flexi Leg er et elastisk materiale som nærmest er fladt og IKKE rundt. Når materialet er fladt, kan benene kun vende med den flade side ind mod krogen og belastningen. Når man har bundet en knude på Flexi Leg, og klippet dem til i den rigtige længe (se senere), skal man teste om vinklen på benet peger lige op. Klem benet mellem fingerspidserne (det lange stykke af benet, som skal være vandret), og hold fingrene lodret. Stritter det yderste af benet (efter knuden) til højre eller venstre, kaseres benet (hvis du vil lave en ”perfekt” Honey Shrimp). Peger det sidste stykke lodret op, er det langt nemmere at få benet til at side pænt.

Når benet er bundet på, skal det første skykke af benet være ca. 7 -10 mm. Lav det ca. 20 mm langt, så der er noget at binde fast i. Stykket efter knuden som stritter op i luften skal være ca. 6 – 8 mm.

5b.
Benene bindes på.
Når benene bindes på er det VIGTIGT, at man starter i enden med krogøjet, og tørner mod krogbøjningen. På den måde kan man lettere styrre vinklen på benene i forhold til kroppen. Jo hårdere man strammer tørnene, jo større bliver vinklen. Det er VIGTIGT at benet bindes på, så det sider parallelt med krogskaftet og belastningen. Gør man ikke det, er det næsten umuligt, at få dem til at side pænt. Det første ben på hver side skal vende skråt fremad. De næste to ben med lidt større vinkel, og de næste to endnu større. De sidste to ben bindes på med en vinkel på ca. 90 gr. (se trin 8). På den måde dannes der en flot rund vifte med benene. Det er vigtigt, at man binder benene fast helt frem til den dubbing som ligger foran benene.

6.
Efter de første to ben er bundet på (et på hver side), bindes ribben ind på oversiden af krogen. Ribben som skal bruges til sidst, skal bindes fast helt frem til de første ben.

7.
Derefter fortsættes med dubbingen ca. 2 – 3 mm. og ca. 4 mm. i tykkelsen.

8
Derefter bindes de næste to ben på (et på hver side), med en lidt større vinkel end de første to. Husk at binde benene fast helt frem til den dubbing, som ligger foran benene.
8.a
Fortsæt med dubbingen ca. 2 – 3 mm. og ca. 4 mm. i tykkelsen.
8.b
Derefter bindes de næste to ben på (et på hver side), med en lidt større vinkel end de to foregående ben.
Husk at binde benene fast helt frem til den dubbing som ligger foran benene.
8.c
Fortsæt med dubbingen ca. 2 – 3 mm. og nu begynder man at lave kroppen lidt tyndere så den ender med en tykkkelse på ca. 2 mm. ved krogøjet.
8.d
De to sidste ben bindes på (et på hver side), med en vinkel på ca. 90 gr. Husk at binde benene fast helt frem til den dubbing som ligger foran benene.

9.
Derefter fortsættes med dubbingen indtil man når til krogøjet. Dubbingen skal lægges i et tyndere og tyndere lag, så den ender med en tykkkelse på ca. 2 mm. ved krogøjet.

10.
Fluen roteres 180 gr. og ”følehornene” og ”antennerne” bindes på. Lad følehornene være lidt længere i begge ender. Klip det til, når fluen er færdig. Antennerne skal være ca. 2-3 cm længere end følehornene.

11.
Følehorn og antenner spændes godt fast med ribben. Tørn 5 gange rundt mod krogøjet (pas på benene). Ribben fæstnes med bindetråden, som derefter klippes af.

12.
Til sidst roteres fluen igen 180 gr. og dubbingen børstes eventuelt lidt med velcro. Klip følehornene til i en passende længde. Den afsluttede bindetråd sikres med lak, og fluen er hermed færdig.  Du kan eventuelt gi fluen lidt ”gas” med nogle tuscher.
 
...og så er det ellers med at komme afsted til vandet! 

 

 

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }