Udskriv

Bjerkreimselven 2010

Skrevet af Jan Johansen d. .

Bjerkreimselven
Bjerkreimselven
Netop hjemvendt efter en uge i Bjerkreimselven i det sydlige Norge. Fyldt med oplevelser og indtryk kan der ses tilbage på en fantastisk tur.

Bjerkreimselven er kendt for de mindre laks, med mulighed for større. Sidste års laks på 5,6 kilo ringede stadig i erindringen da vi tog afsted. 9 mand høj blev bilerne fyldt og nordpå det gik.

Synet som mødte os, var en lav vandstand. De gode steder med træk i linen var afløst af stilleflydende strøm, så der måtte søges højere op mod fosnakken, stryg og andre steder med frisk strøm. Men den detalje skulle ikke afholde holdet i at fange laks. 3 deltagere, nogle friske gutter fra det jyske var i Norge for første gang og var ellevilde af laksefeber.

En ting jeg var meget spændt på, var det nybyggede stangprojekt som blev færdigt få dage inden afgang. Skal vi kalde det "Zpey My Way (ZMW)". En ældre klinge af mærket DMA 10' #7 var forlænget med en halv fod og skulle stå sin prøve med spænding. Og hvilken spænding. Måske det skæve håndtag på Zpey-stængerne har både tilhængere og modstandere, men jeg må sige at det virker...! Selvgjort er velgjort, og jeg nød hvert kast. Både enhånds og tohånds gik som en leg, en fin switch-stang i den moderne tidsalders æra indenfor fluestænger.

Men laksene er dog svære, det skal ikke være en hemmelighed. Vi så mange laks, så der var dog opgang, og mange var blanke. Men tage fluerne og hvad der ellers blev serveret, der var de dog lidt for kræsne.

Torsdag fik jeg den første på land, dog på en fabriksstang som skulle luftes. En fin fin laks som gav en god og tung fight blev trukket ind mellem de store sten. Da den mærkede fast grund under maven stak den ud igen og trak 20 meter nedstrøms. Men den måtte stedes til hvile og lade den forestående gydning foretages af sine mange medsøstre. En flot madamme på 2,7 kilo, og glæden var stor. Den til lejligheden indkøbte sejrs-whiskey kunne endelig åbnes. Skål!

Stangen røg i hjørnet og ZMW kom frem igen.

Laks fra Bjerkreimselven

Laks fra Bjerkreimselven
Fredag morgen var jeg på elven igen. Torben gik mod morgenmaden med en laks dinglende i snoren og råbte over til mig "Hvor svært kan det være?" Tja, tænkte jeg, og råbte tilbage "jeg kommer nu, jeg skal lige fange en først". Og BANG, så var den der... dog en mindre fisk, men bestemt værdig til en god kamp. 1,4 kilo, og morgenmaden kaldte.

Morten fik sin sag for på den lille enhåndsstang klasse 7 med en ilter fisk på 3,4 kilo. Klassikeren med at gå baglæns mod land kostede en røvtur, og iført waist-waders gav det også en kold røv. Jeg nød scenariet iført det afslappede tøj, sandaler og shorts og tænkte Fuck det, og vadede ud og satte mig klar på en sten. Da fisken gled forbi, greb jeg den om halen og fisken var sikret. Taget på en lille flue som en af de unge gutter havde bundet 2 timer forinden. Fantastisk.

En af de unge gutter kunne endelig torsdag aften råbe FULDT HUS til mig. Han var den sidste som manglede at få laks på land. Om aftenen tog jeg ham under armen og sagde Kom, du går med mig i aften. Jeg tog første stræk og i 2. kast tog laksen fluen. En lille fyr på et kilos penge som i skrivende stund er ved at gøre kur til en rogntung madamme.
René trådte så i vandet, kastede få gange og gik lidt længere nedstrøms. Han kom i tanke om min snak om min første laks på denne tur. "Kun skydehovedet udenfor topøjet og kast mod den store sten så fluen drejer midt på elven". Som tænkt, så gjort. Og efter 5 minutters intens fight kunne han atter række armene i vejret. En ny laksefisker blev født på denne tur. At se en ung gut blive så begejstret er en lige så stor fornøjelse som selv at fange en laks.

9 mand og 18 laks på land (incl. min genudsatte), en fantastisk natur, godt selskab og en bjergtagende oplevelse at være i det norske. Norge kalder igen om et år.

 - Jan Johansen.

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }