Udskriv

Møn Invitational 2012

Skrevet af Michael Jørgensen d. .

Morten_mn
Morten_mn
Efter en vel overstået og hård tur til Ærø, skulle det være godt at komme hjem og slappe af...

... og ikke tænke på om der var fisk der var i hugget eller om man skulle op kl 05.00 eller 05.30…

Men sådan skulle det ikke gå, for i inboxen på mailen, lå der en invitation fra Frederik Lorentzen Inwaders Media til Møn Invitational 2012. Kan du stable et hold på 3 fiskere på benene, til en 3 dages dyst mod Just One more Cast mens vi videofilmer dysten, spurgte Frederik. Tja, skulle jeg ikke prøve at høre et par af de mest fiskegale venner om de var friske. Et hurtigt ring til Morten Storr Hansen og Jan Johansen og en efterfølgende mail til Frederik. Vi er klar, var svaret.

Da det halve af Danmark var til 1. maj taler og øl i stride strømme, begav vi os mod Møns Klint Resort, hvor vi skulle bo på Skovpavillonen de næste 2 dage. Allerede da vi så huset udefra, tænkte vi wauv. Jeg har boet mange steder på fisketure rundt i landet, men Skovpavillonen så jo helt fantastisk ud. Men det var intet i forhold til det indvendige. Det var et regentpar værdigt, men selv nogle fiskebumser sætter pris på hyggelige omgivelser, så vi skulle uden tvivl få nogle mindeværdige dage på Møn.

Vi blev budt velkommen af Frederik Lorentzen, Jeppe Søgaard Nielsen (Fotograf) og Sergio Calero (Fotograf) og ikke mindst Ole Eskling fra Møns Klint Resort. Mens vi talte om arrangementet med en kold øl, kom Brian Kjær, Nicolai Paasch Eriksen, Ken Mortensen, Rune Westphal og Andreas Aggerlund forbi. Alle sammen nogle gutter som kender Møn særdeles godt, så de blev hurtigt udspurgt om nogle hotspots så vi var rustet til de kommende dages dyst mod JOMC. De sidst ankomne var gutterne fra det jyske. Bjarke Dehli og brødrene Morten og Andreas Svarer er nogle unge alsidige og dygtige fiskere, så det ville blive spændende om ”Ungdommens gejst og gå på mod” kunne hamle op mod alderdommen og 100 års erfaring…

Efter et par øl og snakken frem og tilbage, bød Ole velbekommen til aftenens store oplevelse. Henrik Bajer fra Gourmet Gaarden i Stege, stod for at kreere en menu af lokale råvarer. Jeg vil ikke komme ind på hvad menuen stod på, men se videoen og vær misundelig. Skulle I booke et par dage på Møns Klint Resort, så kig forbi Henik og smag på hans tryllerier på Gourmet Gaarden. I vil ikke blive skuffede, hvis I er mere til sauce end til sovs. Under middagen fortalte Ole lidt om Møns Klint resort, om historien bag Møn Invitational og om Møn.

Efter middagen var det tid til at komme i gang med det som det hele handlede om. Dysten Justonemorecast.dk mod Kystfluefiskeren.dk. Første punkt var at binde en valgfri flue på 15 min. og her var det Andreas Svarer der skulle Heads Up mod Jan johansen. Mens vi andre drak øl og heppede, viste de begge fluebindekunst i højeste klasse. Resultatet blev at ungdommen havde bragt sig fortjent foran. Senere dystede de samme i kategorien, imitationsflue. På det tidspunkt var min tørst slukket, så jeg husker ikke helt resultatet, men mener det blev uafgjort.

På grund af den kraftige vind der havde ramt Møn, så var der ikke den store grund til at stå op før Fanden havde fået sko på. Begge teams valgte at køre mod Bøgestrømmen, Bogø og Farø for at fiske. Endnu engang var det Team JOMC der var i teten med et par store nedfaldsfisk. Vi så ikke skyggen af fisk, den første fiskedag er der ikke meget at berette om. Begge hold fik dog point for at kæle med en hund, tale med tilfældige folk på stranden, finde fossiler og finde spiselige planter. Vi var også forbi de lokale søer for at fiske gedder og aborrer. Også her var det team JOMC, som med fangst af en aborre fik hevet point i land. Stillingen efter første dag, så ikke god ud for vores hold. Vi var laaangt bagud, så vi måtte sætte vores lid til en god slutspurt på sidste dag.

Vi stod tidligt op, for vinden havde lagt sig, så der var stor mulighed for fiskbart vand på de hotte Mønske kyster. En tur på Busene gav ikke noget, så jeg sagde til Morten og Jan at jeg kendte et par gode rev få kilometer derfra. Der gik ikke lang tid før jeg havde en hornfisk i hånden, så måske vi kunne nærme os de sidste par timer. Morten kom ud på det rev jeg fiskede. Han syntes dog at vandet så meget beskidt ud. Hmm tænkte jeg, for jeg syntes at det var helt perfekt. Svæv i vandet og en sigt på +50 cm. Kort efter Mortens brok, fik han fast fisk. Det viste sig dog at være en nedfalder, men fiskene kunne se vores fluer, så vi kæmpede videre. Efter en times hårdt arbejde, valgte Jan og jeg at gå i land for at få en kop kaffe. Pludselig kunne vi se Morten 75 meter ude på revet med spændt stang. En målsfisk som desværre slap fri. 2 kast senere, var den der. Så mens Morten gik mod land, gik vi mod revet. Det lykkedes Morten at lande en flot blankfisk på 54 cm, så nu var troen for sejr tilbage. Da Morten kom tilbage på revet, var det min tur til at have fisk på. Mens jeg mod land med fisken, sagde jeg til Jan og Morten, at jeg ville give mig god tid, så vi måske kunne få point for ”Dobbelt Hook up”. Jeg havde næsten lige afsluttet sætningen, da Jan kroger en god fisk. Så i stedet for at være gevaldigt på hælene, var vi pludselig oven på, for med 3 blanke fisk, ”Dobbelt hook up” og 2 arter, så var der måske en chance for sejr, hvis Team JOMC ikke havde fanget for meget. De sidste 2 fisk til Jan og jeg var på 57 og 54 cm, så vi sluttede af på bedste vis, forholdene taget i betragtning.

Vi fortsatte fiskeriet en halv times tid mere, inden det var tid til at køre tilbage til Skovpavillonen, få pakket sammen og spændt vente på, om 100 års erfaring eller Ungdommens entusiasme skulle have sejren og 3 overnatninger på Stengården, som er en lodge perfekt for lystfiskere.

Det viste sig, at vores slutspurt gav os sejren med 130 point mod 45 til Team JOMC. Team JOMC vandt et ophold i Fyrhytten som ligger med den bedste udsigt fra toppen af Møns Klint.

Tak til Just One More cast for en god og sjov dyst.

Tak til Frederik og Ole (Møns Klint Resort) for et fantastisk arrangement.

Tak til Brian, Nicolai, Rune, Andreas og Ken for jeres Hot Spots

Tak til Jeppe, Frederik og Sergio ”Spielberg” for at I gad se på at vi fiskede.

På gensyn til Møn Invitational 2013

Se videoen i lin ket herunder:

Møn Invitational 2012 from Inwaders Media on Vimeo.

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }