Print

In respecto, Salmo Trutta...

Written by Jan Johansen on .

Jan_falder1
Jan_falder1
Ahhh, forår. Skønt at mærke vandet bliver varmere.

En hel vinter i åen sætter sine spor, og kurtisering til de skønne damer tærer også på kræfterne. Hvor jeg dog glæder mig til at komme ud til de åbne vande og jagte rejer og tobiser igen. Det er efterhånden også mange måneder siden jeg sidst har været der. Det skal blive skønt at se mine kendte revirer igen.

Hurtigt svømmer jeg ud af åens ferske vand, og jeg begynder at fornemme de salte strømme i næsen. Hey, der var da hende jeg fik en date med?! Jeg løfter venstre finne i en sidste hilsen. Hun var nu også en dejlig kvinde. En skøn vinter og en dejlig date på gydebanken. Jeg får næsten lyst til at blive her. Men, vi skal videre. Og vi følges det sidste stykke, inden vi blinker til hinanden i et kærligt "på gensyn". Og ved udmundingen skal vi hver sin vej. Jeg stryger hurtigt henover sandbanken, jeg vil ud til det mørke område som jeg kender så godt. Nu er jeg hjemme. De næste mange kilometer kyststrækning er mit revir, og jeg glæder mig til at sætte tænderne i en dejlig og saftig reje igen. Senere skal jeg nyde tobiser, måske en sild.

Dog ved jeg også at nogle at de godbidder som bliver serveret for mig, ikke er af det bedste. Der står nogle mærkelige
skikkelser ved vandkanten, som har nogle viftende lange pinde spændt fast på deres underlige finner, og jeg vil forsøge at undgå dem i år. Jeg ved af erfaring at jeg kan få så afsindigt ondt i gummerne af deres ting, men jeg har lært et par tricks. Det skal nok gå denne sæson.

Jeg ryster de sidste parringsfarver af mig, mens jeg spankulerer langs tangskoven og finder mig til rette. Yes, jeg er hjemme.....

Den slunkne vinterbug bliver langsomt, men sikkert, spændt ud igen, skællene strammer de rigtige steder. Den rette kost, og godt med motion, så skal jeg nok få mine spændte og muskuløse former tilbage. Nogle af mine skæl falder af, jeg er da kommet godt i gang med træningen....det er gode tegn. Jeg svømmer langsomt og opmærksomt langs den mørke kant. Genkender stenene og de mørke tangbælter hvor jeg ved at der er gode muligheder for at finde mad. Mad er godt, jeg husker hvornår det er spisetid. Når der kommer mere vand ind udefra det dybe, så ved jeg at det er spisetid. Tidevand, hedder det vist. Jeg er ihvertfald klar, for så ved jeg at rejerne er der. Mens jeg svømmer rundt og nyder det skønne forår, hilser på kammeraterne fra sidste år, og fornemmer varmen fra oven,mærker jeg at der sker noget i vandet. Der kommer mere. Strømmen og vandstigningen, det er spisetid.....mums, jeg kan også godt bruge en rejemad lige nu.

Jeg følger med det stigende vand ind mod kysten, hapser rejer og fylder vommen. De mætter godt, og jeg er stadig sulten. Dér, der en reje på afveje i overfladen, den snupper jeg. Jeg ved godt at det giver et plask i vandet, men sulten skal stilles. Få sekunder efter fornemmer jeg noget i overfladen?! vender mig og kigger....Jo, den er god nok, mere mad. Hurtigt haster jeg derhen inden de andre ser den lækkerbisken, uden at tænke mig om. Jeg sætter tænderne i  godbidden, og mærker straks et hårdt træk i mundvigen. Satans også, jeg var blevet advaret........ De bedste manøvrer jeg har lært, de største spring jeg kan og de længste ture jeg kan svømme forsøger jeg. Men den der tingest sidder squ fast i min mund. Hvad pokker gør jeg? jeg har altså noget jeg skal. Og jeg har en aftale med hende fra åen om at mødes om to års tid. Men jeg kan ikke slippe fri. Jeg er fanget.

Jeg mærker sandet under min krop, nu er min tid kommet. Jeg sender de sidste hilsener til min gud og beder ham
passe på mine efterkommere.

Hov, hvad er det? Noget holder om mig? Slip mig dog.....jeg løftes ud af vandet? Gisp Gisp Gisp, sæt mig ned.....Åh, puha, tak...det var dejligt. Men, jeg bliver stadig holdt fast?! Jeg forsøger med alt hvad jeg har lært at vriste mig fri, men jeg bliver holdt fast. Den der tingest i min mund, den er fjernet, det var rart. Den strammede også så forfærdeligt. Jeg har hørt fra de andre i åen i vinter at de har prøvet noget i samme stil, så jeg tror da også at jeg kan fortælle samme historie næste gang vi mødes. Hey, nu løftes jeg igen....gisp gisp, giv mig mit vand tilbage. Puhhh, endelig. Jeg er tilbage i vandet. Gisper efter vejret, det var en hård tur.

Jeg hørte nogle mærkelige klik, men tænkte ikke rigtigt over hvad det var. Jeg ville bare tilbage til vandet og mine rejer.

Hey, jeg kan mærke at grebet er sluppet om min hale? Jeg er fri? Jeg er fri!!!!!!! Juhuuuu, jeg skynder mig væk fra de stramme greb og den stikkende fornemmelse i munden, jeg må ud hvor jeg er tryg og sikker. Det mørke område med rejer og tanglopper.

Og hende fra åen. Selvom hun er langt væk nu, så ved jeg at hun også tænker på mig. Jeg må passe bedre på næste gang.

Og jeg lover mig selv at få en god sommer i havet. Men nu har jeg lært noget. Og næste gang jeg mærker trækket i mundvigen, så skal jeg nok vise hvad jeg kan...

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }