Udskriv

Reflektioner på kysten

Skrevet af Michael Jørgensen d. .

Det var med stor spænding og forventning, at jeg gik i gang med at læse bogen ”Havørred – refleksioner på kysten”

 

Bogen er skrevet af Jens Bursell og Rasmus Ovesen. Hvad kunne jeg forvente af en så stor bog omhandlende fiskeriet efter havørred på både spin og flue? Jeg har forsøgt at læse den uden at skele til min egen erfaring og viden som mangeårig kystfisker og i stedet forsøge at læse den, som var jeg ny ud i kystfiskeriet.
 
Noget af det, man som kystfisker ofte finder svært, er, hvor og hvornår vi kan fange havørred. Og vel nok noget af det vigtigste at vide, hvis man vil have succes som kystfisker og en havørred med hjem en gang imellem. Allerede da jeg som ganske ung læste ”Havørred Havørred” af Kurt Malmbak-Kjeldsen, var jeg meget optaget af afsnittene om havørredens biologi samt vind og vejr og er sikker på, at det har hjulpet mig til at få succes på kysten at læse om det igen og igen. Bogens første afsnit ”Find fiskene” synes jeg, at Jens og Rasmus dækker rigtig godt med hjælp fra kompetente medforfattere. Nye kystfiskere bør læse dette afsnit grundigt og lagre det, for med det in mente, vil man oftere kunne finde en fisk på kysten. Erfarne kystfiskere, som ikke fanger så mange fisk, vil uden tvivl få stor glæde af at tage et kig på dette afsnit og få en forståelse for, hvorfor de ikke fanger det, som de måske burde. Underafsnittet ”Etik og uskrevne regler” ville jeg personligt ønske, at alle kystfiskere ville sætte sig ind i. Ingen ønsker at se skrald på strandene eller alt for mange andre fiskere på sin favoritplads. Kender man til de uskrevne regler, vil der være plads til alle på kysterne.
 
Afsnittet ”Med spin og flue på kysten” vil nok være det som de fleste vil bruge mest tid på. Ofte spørges der til, hvad fisken huggede på, da kystfiskere hellere vil vide dette og ikke om den huggede i stigende eller faldende vand, eller om det var stor eller lille agn. Jens og Rasmus kommer i dette afsnit ind på, hvad der får fisken til at hugge og hvorfor. Uden tvivl en hjælp til at forstå, hvad der ofte skal til at ændre fisketuren fra en 0-tur til en tur, hvor der kommer en fin fisk med hjem til en god middag. Endvidere er der i dette afsnit en fin og grundig beskrivelse af forskellige agn til både spinne- og fluefiskeren. Underafsnittene om spinne- og kystfluefiskeriets historie kunne jeg godt have undværet, da det ikke hjælper læseren til at fange flere fisk at vide, at linerne tidligere var lavet af silke og stangen var kort og tung samt lavet i glasfiber. Men skidt med det, for det ødelægger ikke det samlede positive indtryk af bogen.
 
Bogens sidste afsnit ”De sidste 50 procent” er Jens Bursell´s signatur og går i sin enkelthed ud på at undgå at miste 40 – 60 % af de havørreder, som hugger. Dette afsnit er for de mere hardcore kystfiskere og ikke så meget til hyggefiskeren, som en sjælden gang er på kysten efter en havørred til middagsbordet. Dertil er dette emne nok for svært at konsumere. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at den seriøse spinnefisker vil kunne forøge sin succesrate væsentligt ved at fiske med releasetackler. Når jeg skriver spinnefisker, så er det fordi, jeg selv er fluefisker og ikke kan se mig selv bruge disse tackler til fluefiskeriet på kysten. Jens er en grundig mand og har dokumentationen i orden med hensyn til alle aspekter, som vedrører dette emne. Jeg vil dog mene, at det – som tidligere nævnt – er de færreste kystfiskere som vil skifte til releasetackler, da det kræver, at man er fingernem for at kunne binde tacklerne. Dem som begynder at fiske med releasetackler, bør huske at læse afsnittet ”Etik og uskrevne regler”, for med knap så mange tabte fisk, skal den enkelte kystfisker huske et sundt mådehold, så der ikke tages flere fisk med hjem, end der er brug for.
 
Min samlede vurdering af bogen ”Havørred – Refleksioner på kysten” er, at alle kystfiskere kan få en masse ud af at læse den. For den nye kystfisker, kan det blive den nye ”bibel” som ”Havørred Havørred” har været det for mig siden 1979. For den erfarne, som ikke synes, at han eller hun fanger nok havørreder i forhold til indsatsen, så vil det være en god idé at få frisk input og måske endda en frisk gejst og lyst til at give den gas ved kysten og fange lidt flere fisk end tidligere. Havde bogen været til kystfluefiskeren havde jeg givet den 4 stjerner i stedet for 3.

Begivenheder

#Kunena img { max-width: 640px !important; }